Kommunikation

Det tredje og vigtigste hjørne i ARC-trekanten er kommunikation. Mennesker imellem er dette vigtigere end de andre to hjørner i trekanten, hvis man skal forstå sammensætningen af menneskelige relationer i det her univers. Kommunikation er løsningen på alt. Den opløser alting.

Hvordan kommer folk i kommunikation med hinanden?

For at der kan finde kommunikation sted, må der findes enighed og affinitet. For at der kan være affinitet, må der være enighed om realitet og en vis kommunikation. For at der kan være realitet og enighed, må der være affinitet og kommunikation – et, to, tre. Hvis du fjerner affinitet, forsvinder kommunikation og realitet. Hvis du fjerner realitet, forsvinder kommunikation og affinitet. Hvis du fjerner kommunikation, forsvinder de alle.

Der er adskillige måder at blokere en kommunikationslinje på (den rute ad hvilken en kommunikation går fra person til person). En vil afbryde den, en vil gøre den så ubehagelig, at den, der modtager den, vil afbryde den, og en tredje vil fylde så meget på, at den blokeres. Det er tre meget vigtige ting, man skal vide om kommunikationslinjer. Desuden skal kommunikation være god kommunikation: De nødvendige data skal sendes i den rigtige retning og modtages.

I øvrigt vil kommunikation under alle omstændigheder dreje sig om realitet og affinitet omkring det fysiske univers. Diskussioner vil dreje sig om, hvorvidt der er affinitet eller ej, om der er eller ikke er enighed, og hvor enigheden i særlig grad ikke stemmer overens med det fysiske univers.

Affinitet kan forøges på flere forskellige måder. Man kan tale med folk og opbygge affinitet med dem. Men husk det er kommunikation, ikke bare snak. Der er utroligt mange måder at kommunikere på. To mennesker kan sidde og se på hinanden og være i kommunikation. En af måderne, man kan komme i kommunikation på, er ved berøring, følesansen. Du kan kæle med en kat, og pludselig begynder den at spinde; du er i kommunikation med katten. Du kan række en person hånden, og du er i kommunikation med ham, fordi en berøring har fundet sted. Den gamle skoles drenge med idéen om ”næb og kløer”, med at ”alle hader i virkeligheden alle, og alle er i forsvarsposition, og det er derfor, vi bliver nødt til at tvinge alle til at blive sociale dyr” sagde, at grunden til, at mennesker giver hånden, er for at vise, at de ikke har våben i hånden. Nej, det er kommunikation. I Frankrig, Italien, Spanien og så videre lægger de armene rundt om hinanden; der er masser af kontakt, og det er kommunikation.

Hvis et hjørne af ARC-trekanten fjernes vil de tilbageværende hjørner også forsvinde. Her går et barn glad hen til sin moder for at give hende en blomst.

Fordi moderen er optaget af at vaske op, ignorerer hun barnets kommunikation, som derved sættes ud af spillet, hurtigt fulgt af mindre affinitet og mindre realitet.

Hvis en person er meget ude af kommunikation, og du rækker hånden ud og klapper ham på skulderen, og han viger lidt tilbage (han opfatter alting som pinefuldt), også selvom han ikke bliver ved, vil du opdage, at han også er ude af verbal kommunikation. Du forsøger at sige noget til ham. ”Ved du hvad, jeg synes, at det er et rigtigt godt projekt det der projekt 342A, og jeg synes, at vi skal se at gøre det færdigt.” Han vil sidde og kigge på dig og nikke, og så vil han gå ned og færdiggøre projekt 36.

Så siger du, ”projekt 36 er lige blevet kasseret. Vi ville i det hele taget slet ikke gennemføre det,” men han vil nok ikke opfatte, at du taler til ham. Han undgår alt, hvad man siger. Eller han taler til dig så anstrengt og længe, at du ikke får chance for at fortælle ham, at du ønsker, at projekt 342A bliver lavet. Det er også at undgå dig. Han er med andre ord ude af kommunikation med dig. Derfor er hans affinitet lav, og han vil heller ikke være enig med dig. Men hvis du kan få ham til at være enig, vil kommunikationen og affiniteten forbedres.

Dette er nok det allervigtigste datum, vi får at gøre med, når det drejer sig om personers indbyrdes forhold.

Du kan tage en hvilken som helst gruppe af mennesker, der arbejder på et projekt, og kaste et blik på formanden og folkene og sige, om disse mennesker er i kommunikation med hinanden eller ej. Hvis de ikke er det, arbejder de ikke som et koordineret team. De er ikke i kommunikation, måske fordi de ikke er enige om, hvad de laver.

Alt, hvad du skal gøre, er at samle gruppen og spørge: ”Hvad laver I?” Man spørger ikke formanden, man spørger hele gruppen og formanden: ”Hvad laver I gutter?”

En siger: ”Jeg tjener 3.000 kroner om ugen. Det er, hvad jeg laver.” En anden siger: ”Jo, altså, jeg er glad for at slippe af sted hver morgen. Konen er ret irriterende”. En anden siger: ”Faktisk, har jeg nu og da mulighed for at køre den lastbil derovre, og jeg kan lide at køre lastbil – resten af arbejdet kan jeg leve med. Jeg kører lastbilen, og jeg skal jo alligevel arbejde”. En anden af mændene siger måske, hvis han er ærlig: ”Jeg bliver på jobbet her, fordi jeg ikke kan udstå den hund af en formand, vi har. Hvis jeg kan få lov at bruge mit liv på at gøre det surt for ham, så kan det altså gøre mig helt lykkelig.”

Du har hele tiden gået og troet, at de mennesker var klar over, at de regulerede en vej. Ikke en eneste af dem mente, at de regulerede en vej. Du troede, de anlagde en vej. Men der var ikke én af dem, der anlagde en vej; der var end ikke én af dem, der regulerede den.

Det kan være, sjakket er sure og ineffektive, men så samler du dem og siger: ”Hør her, en dag vil en masse biler køre ud ad denne vej. Måske vil de smadre hinanden en gang imellem og den slags, men der vil køre en masse biler på den vej. I er ved at bygge en vej. Det er et temmelig hårdt job, men nogen skal gøre det. En masse mennesker vil engang takke jer, fordi I byggede den. Jeg ved, at det ikke betyder noget for jer, men det er faktisk, hvad vi er i gang med her. Nu kunne jeg tænke mig nogle få forslag fra jer om, hvordan vi kunne bygge vejen en smule bedre”. Lige pludselig bygger hele sjakket en vej. Affinitet, realitet og kommunikation stiger lige på stedet.