Toneskalaen er et utroligt nyttigt værktøj til at forudsige en persons karaktertræk og adfærd. Men for at være god til det, er man nødt til at kunne fastslå en persons position på skalaen med et blik.

Toneskalaen er meget let at bruge her og nu til at fastslå den akutte tone. ”Jens flippede helt på 1,5 i aftes”. Netop, han blev rød som en rødbede og smed bogen i hovedet på dig. Enkelt. Marie bryder ud i gråd og tager en Kleenex. Let at se, at det er sorg. Men hvordan vurderer man en persons kroniske tone? Den kan skjules bag ved et tyndt lag fernis af social indlæring og sociale reaktioner. Det er det, man kalder den sociale tone. Det er hverken den akutte eller den kroniske tone, men den afspejler personens sociale opdragelse og de manerer, han har taget til sig for at vise sig som den, han ønsker over for andre. Hvor vaks og sikker er du på den? Tag en person, du kender. Hvad er hans kroniske tone præcist?

Der findes et ord, ”obnosis”, der kommer fra ”observing the obvious” (at observere det åbenbare). Kunsten at observere det åbenbare er noget, der er blevet forsømt kraftigt i vores samfund. Det er en skam. Det er den eneste måde, man nogensinde vil kunne se noget; du observerer det åbenbare. Du kikker på noget, som det er; det, der faktisk er der. Heldigvis for os er evnen til at obnose ikke på nogen måde en ”medfødt gave” eller noget mystisk, skønt det er, hvad man lærer uden for Scientologi.

Hvordan underviser du en person i at se, hvad der er der? Du sætter noget op foran ham, som han kan se på, og får ham til at fortælle, hvad han ser. Man kan gøre det selv eller i en gruppe-situation, som f.eks. i en klasse. Man udvælger ganske enkelt en person eller genstand og observerer, hvad der er der. På et kursus kan man f.eks. få en af deltagerne til at rejse sig op og blive betragtet af de øvrige. En lærer står ved siden af og spørger eleverne:

De første svar lyder nogenlunde sådan her:

”Joh, jeg kan se, at han har en masse erfaring.”

”Åh, kan du det? Kan du virkelig se hans erfaring? Hvad ser du der?”

”Jo, jeg kan se på rynkerne om hans øjne og mund, at han har en masse erfaring.”

”All right, men hvad ser du?”

”Åh, nu ved jeg, hvor du vil hen. Jeg ser rynker om hans øjne og mund.”

"Godt!”

Læreren accepterer ikke noget, der ikke er helt synligt.

En studerende begynder at få fat i det og siger: ”Jeg kan se, at han faktisk har ører.”

”O.k. , men kan du rent faktisk se begge hans ører, derfra hvor du sidder lige nu?”

”Tja, nej.”

"Okay. Hvad ser du?”

”Jeg kan se, at han har et venstre øre.”

”Fint.”

Ingen gæt eller antagelser bliver accepteret. For eksempel: ”Han har en god holdning.”

”God holdning sammenlignet med hvad?”

”Jo, han står mere rank end de fleste mennesker, jeg har set.”

”Er de her lige nu?”

”Øh nej, men jeg kan godt huske dem.”

”Kom nu. God holdning sammenlignet med hvad, som du kan se lige nu?”

”Jo, han står rankere, end du gør. Du står lidt ludende.”

”Lige i dette øjeblik?”

”Ja.”

”Udmærket.”

Målet med den form for øvelse er at sætte en elev i stand til at iagttage en anden person eller en genstand, og se præcis det, der er der. Ikke en udledning om, hvad der kunne være der, ud fra det han ser. Kun hvad der er der, synligt og klart. Det er så simpelt, at det gør ondt.

Du kan få et godt tip om kronisk tone ud fra, hvad en person gør med sine øjne. På apati vil han gøre indtryk af at se fast på en bestemt genstand flere minutter i træk. Der er bare det ved det, at han ikke ser det. Han er overhovedet ikke klar over, at den er der. Hvis du lod en sæk glide ned over hovedet på ham, ville hans øjnes fokus formentlig forblive det samme.

Når han bevæger sig op til sorg, ser personen ”nedslået” ud. En person på kronisk sorg har tendens til at fokusere ned i retning af gulvet det meste af tiden. I de lavere regioner af sorg vil hans opmærksomhed være temmelig fikseret, som det var tilfældet på apati. Efterhånden som han begynder at bevæge sig op på frygtniveauet, ser man hans fokus skifte rundt, men stadig i retning nedad.

På selve punktet frygt er det et meget iøjnefaldende træk, at personen ikke kan se på dig. Andre er for farlige at se på. Han snakker antagelig med dig, men han ser til venstre for dig. Så kigger han hurtigt på dine fødder, så hen over hovedet på dig, (du får indtryk af, at en flyvemaskine flyver hen over jer), men nu ser han tilbage over sin skulder. Flak, flak, flak. Kort sagt vil han se alle mulige andre steder hen end på dig.

Så, i det lavere område af vrede, vil han se væk fra dig med vilje. Han ser væk fra dig; det er et åbenlyst kommunikationsbrud. Lidt længere opad ser han direkte på dig, men ikke på en særlig behagelig måde. Han er ude på at stedfæste dig – som et mål.

Så, på kedsomhed ser vi øjnene vandre rundt igen, men ikke hektisk som på frygt. Han vil heller ikke undgå at se på dig. Du vil være med blandt de ting, han ser på.

Med den slags viden i bagagen og en del øvelse i at obnose andre mennesker, kan en person som det næste gå ud og tale med fremmede og fastslå, hvor de er på Toneskalaen. Bare for at have lidt at støtte sig til, når man skal nærme sig folk, er det sædvanligvis en god idé at have en række spørgsmål klar, man kan stille den enkelte samt et clipboard med papir til nedkradsning af svar, noter osv. Det virkelige formål med, at de snakker med folk i det hele taget, er at finde dem på Toneskalaen mht. kronisk og social tone.

Det, en person gør med øjnene, hjælper dig med at fastslå hans placering på toneskalaen.

Man stiller dem spørgsmål, der skal få dem til at tænke sig om og som bryder igennem den sociale indlæring og uddannelse, så den kroniske tone springer frem.

Her er nogle spørgsmål, der kan bruges i denne øvelse: ”Hvad er det mest iøjnefaldende ved mig?” ”Hvornår blev du sidst klippet?” ”Mener du, at folk arbejder lige så meget i dag, som man gjorde for 50 år siden?”

Til at begynde med spotter de, der udfører øvelsen, kun hvor de interviewede personer ligger på Toneskalaen – og det er ikke småting, de oplever, mens de gør det! Når de senere har opnået en vis sikkerhed i at stoppe fremmede og stille spørgsmål, tilføjes disse instruktioner: ”Lav interviews med mindst 15 personer. Med de første fem lægger du dig på den samme tone som dem, så snart du har fastslået den. Med de næste fem lægger du dig under deres kroniske tone og ser, hvad der sker. For de sidste fem lægger du dig på en højere tone end deres.”

Hvad kan man få ud af at lave øvelserne? For det første en villighed til at kommunikere med hvem som helst. I starten vil man måske være meget selektiv med, hvem man stopper. Kun gamle damer. Ingen der ser vrede ud. Eller kun folk, der ser rene ud. Til sidst stopper de simpelthen den næste, der kommer forbi, også selv om vedkommende ser helt spedalsk ud og er bevæbnet til tænderne. Evnen til at konfrontere andre er steget ganske betragteligt, og personen er blot en anden at tale med. Man bliver villig til nøjagtigt at placere en person på skalaen uden at tvivle eller tøve.

Man bliver også ganske dygtig og fleksibel til at lægge sig på den tone, man vil, og få det til at virke overbevisende – noget der er meget brugbart i mange situationer, og det er også meget morsomt.

At være i stand til at se en persons tone med et enkelt blik er en evne, der kan give én store fordele, når man har at gøre med andre. Det er en evne, det godt kan betale sig at investere tid og kræfter i.