Når et menneske, en gruppe eller en organisation har til hensigt at nå et mål, kræver det kendskab til visse grundprincipper om emnet organisering. 

Når vi ser på organisation i sin enkleste form, når vi søger bestemte vigtige handlinger eller omstændigheder, som får en organisation til at fungere, når vi har brug for et meget enkelt og meget vitalt sammendrag til at undervise folk i, som vil frembringe resultater, finder vi kun nogle få punkter, som vi behøver lægge vægt på. 

Formålet med at organisere er AT GØRE PLANLÆGNING TIL VIRKELIGHED. 

Virkelighed er en tilstand eller noget, der faktisk eksisterer. 

Organisering er ikke bare et smart, indviklet system, man har lavet for systemets egen skyld. Det er bureaukrati, når det er værst. Statistikker for statistikkernes skyld, og regler for reglernes skyld, fører ikke til andet end fiasko. 

Den eneste fordel (og den er ikke altid dårlig) ved en indviklet, uhåndterlig og meningsløs bureaukratisk struktur er, at den skaffer arbejde til magthavernes venner. Hvis den ikke i tilgift giver tyngende beskatning og en truende bankerot på grund af udgifter til dens vedligeholdelse, og hvis den ikke belemrer et folk eller produktionsmedarbejdere med militante (aggressive) inspektioner og unødige eftersyn, er organisering med jobskabelse for øje ikke af det onde; men udover at skabe beskæftigelse, er den ikke brugbar, og kun når man giver den for meget indflydelse, er den destruktiv. 

Kongerne af Frankrig og andre lande plejede at opdigte titler og pligter for at give horderne af adelige parasitter noget at sysle med, for at holde dem under opsyn ved hoffet og uden for ballade i provinserne, hvor de kunne ophidse deres egne folk til oprør. ”Vogter af Fodskamlerne,” ”Indehaver af den Kongelige Natskjorte” og lignende titler blev der kæmpet om, handlet med og holdt fast på med glubskhed. 

Statushunger, anstrengelsen for at blive mere betydningsfuld, for at have en personlig grund til at eksistere og blive respekteret, kommer i vejen for ærlige bestræbelser på effektivt at organisere med henblik på at få noget udført, så det kan blive økonomisk stabilt. 

Organisering for organiseringens egen skyld vil sædvanligvis i praksis udvikle sig til et uhyre, som bliver så svært at leve med, at det bliver styrtet. Tab af produktion, høje skatter, irriterende og skrækindjagende indgriben over for folket eller dem, der faktisk producerer, er det, der indbyder til og giver bankerot eller oprør – som regel begge dele – også i kommercielle selskaber. 

For at være betydningsfuld, anvendelig og varig skal en organisation (selskab, virksomhed, forretning, gruppe osv.) derfor passe ind i den ovennævnte definition: 

AT GØRE PLANLÆGNING TIL VIRKELIGHED. 

Der er faktisk ingen mangel på drømme hos firmaer og lande. Alle andre end de mest fordærvede virksomhedsledere eller statsoverhoveder ønsker fremgang, både specifik og almen fremgang. Dette gælder også deres ledere, og da det danner grundlag for næsten alle oprør, gælder det helt sikkert også for arbejdere. Fra toppen til bunden er der altså hos langt de fleste et ønske om fremgang. 

Mere mad, mere profit, mere løn, flere faciliteter og i almindelighed mere af det eller en forbedring af det, der betragtes som godt eller gavnligt. Dette omfatter også mindre af det, der i almindelighed betragtes som dårligt. 

Programmer, som får almen opbakning, består af mere af det, som er gavnligt, og mindre af det, som er skadeligt. ”Mere mad, mindre sygdom,” ”flere skønne bygninger, færre rønner,” ”mere fritid, mindre arbejde,” ”mere aktivitet, mindre arbejdsløshed,” alt dette er typisk for værdifulde og acceptable programmer. 

Men når man kun har et program, har man kun en drøm. I firmaer og hos politiske partier er anvendelige programmer meget talrige. De lider kun af mangel på udførelse. 

Der sker mange slags svigt med programmer. Programmet er for stort. Det betragtes ikke som alment ønskeligt. Det behøves slet ikke. Det ville kun gavne nogle få. Disse er overfladiske årsager. Den fundamentale årsag er mangel på organisatorisk knowhow. 

Ethvert program kan, uanset om det er for ambitiøst, kun delvist acceptabelt, nødvendigt eller unødvendigt, sættes i værk, hvis det er ordentligt organiseret. 

De femårsplaner, som var på mode hos visse nationer, var næsten alle af høj værdi, og næsten ingen af dem nåede deres mål. Årsagen var ikke, at de var uvirkelige, for ambitiøse eller uacceptable i al almindelighed. Årsagen til alle fiaskoer af den art er mangel på organisering. 

Det er ikke menneskets drømme, som svigter. Det er manglen på den nødvendige knowhow til at gøre disse drømme til virkelighed. 

God administration har to forskellige mål: 

1. At bevare en eksisterende virksomhed, en kultur eller et samfund.

2. At gøre planlægning til virkelighed. 

Med givne ressourcer – dvs. jord, folk, udstyr og en kultur – har man behov for en eller anden form for et godt administrativt mønster alene for at vedligeholde dem. 

Således bliver ovennævnte punkter (1) og (2) til punkt (2) alene. Planen er ”at fortsætte den eksisterende enhed”. Intet land eller firma bliver ved med at eksistere, medmindre man bliver ved med at anbringe det der. Således er en eller anden form for administrativt system, ligegyldigt hvor primitivt det er, nødvendigt for at bevare en gruppe eller en underafdeling af en gruppe. Selv en konge, høvding eller bestyrer, som ikke har noget andet støttesystem, hvor man kan forelægge stridigheder om jord, vand eller løn, er et administrativt system. Formanden for et hold arbejdere, som kun læsser vogne, har et forbavsende indviklet administrativt system i funktion. 

Firmaer og lande fungerer ikke kun, fordi de er der, eller fordi der er tradition for det. De bliver fortsat skabt ved en eller anden form for administration. 

Når et helt administrativt system går sin vej, farer vild eller glemmes, kommer fiaskoen, medmindre et nyt system eller et erstatningssystem øjeblikkeligt sættes i stedet. 

Udskifter man en afdelingsleder, eller værre endnu en bestyrer, eller allerværst en hersker, kan det ødelægge en del af noget eller det hele, da det gamle system måske nu ophører. Det går i glemmebogen, uagtet og glemt, og man sætter ikke et nyt system, som er forstået, ind i stedet. Hyppige forflyttelser inden for en virksomhed eller et land kan fastholde hele gruppen i en for lille tilstand, rodet og forvirret, fordi den slags forflyttelser nedbryder den smule administration, der muligvis har været. 

Når således administrative ændringer, fejltagelser eller mangler kan få en hvilken som helst gruppe til at bryde sammen, så er det vitalt at kende det grundlæggende emne organisation. 

Selv når gruppen er effekt – hvilket vil sige, at den intet skaber, men blot forsvarer sig mod en truende katastrofe – må den stadig planlægge. Hvis den planlægger, må den også på en eller anden måde få planen udført. Selv i en ukompliceret situation, hvor en fæstning bliver angrebet, skal den forsvares ved at planlægge og udføre planen, ligegyldigt hvor primitiv den er. Ordren: ”Driv angriberen, som stormer sydmuren, tilbage!” er resultatet af iagttagelse og planlægning, uanset hvor kortfattet eller lidt gennemtænkt den er. At få sydmuren forsvaret finder sted ifølge et eller andet administrativt system, selv når dette kun består i, at sergenterne hører ordren og driver mændene hen til sydmuren. 

Et firma, der sidder i stor gæld, må planlægge, selv hvis det kun er for at vinde tid hos kreditorerne. Selv om det kun er for at udføre dette, må en eller anden form for administrativt system eksistere. 

Den frygtelige modløshed, der griber den unge leder, som planlægger en ny og mægtig æra for derefter at finde sig selv beskæftiget med gamle og svage fejl, skal ikke tilskrives hans ”tåbelige ambition” eller ”mangel på realisme,” men hans mangel på organisatorisk knowhow. 

Selv valgte præsidenter eller statsministre i demokratier er ofre for en sådan frygtelig modløshed. De bryder ikke deres ”valgløfter” eller ”svigter folket,” som det ofte påstås. Både de og parlamenternes medlemmer mangler simpelt hen det grundlæggende organisatoriske knowhow. De kan ikke føre deres valgkampsløfter ud i livet – ikke fordi de er for vidtløftige – men fordi de er politikere og ikke administratorer. 

For nogle mennesker synes det at være nok at drømme en vidunderlig drøm. Bare fordi de drømte den, føler de, at den nu burde finde sted. De bliver meget irriterede, når den ikke finder sted. 

Hele nationer, for ikke at tale om kommercielle virksomheder, selskaber eller grupper, har tilbragt årtier i en forvirret tummel, fordi de grundlæggende drømme og planer aldrig blev realiserede. 

Hvad enten man planlægger overflod i Appalacherne eller et nyt pålæsningsskur nærmere hovedvejen, vil man opdage, at kløften mellem planen og dens virkeliggørelse er mangel på administrativ knowhow. 

Teknisk uvidenhed, økonomi og endog mangel på autoritet og uvirkelig planlægning – ingen af disse er i sig selv virkelige barrierer mellem planlægning og virkeliggørelse.